Hjemmelavede forårsruller med hakket oksekød, spidskål, ingefær og gulerødder
Til ca. 15 styk forårsruller
Ingredienser:
1 pakke filodej
–
1 bundt forårsløg
1 spsk. fintrevet ingefær
Olie
–
500 gram hakket oksekød
¼ spidskål
2 – 3 gulerødder
3 spsk. soya
Evt. chiliflager
Salt og peber
–
Smeltet smør til pensling, ca. 30 gram
–
Soya til servering
–
Fremgangsmåde:
Vent med at åbne pakken med filodej, til du skal bruge den – ellers tørrer dejen ud og bliver svær at rulle, uden den går i stykker.
Start med at klargøre grøntsagerne. Snit spidskål i tynde skiver, gulerødder i tynde stave, forårsløg i tynde skiver og riv ingefær fint.
Kom olie, løg og fintrevet ingefær i en ovnfast beholder, der kan være i airfryer kurven eller brug din airfryer bagepande. Svits det i 4 minutter ved 200 grader, og rør en enkelt gang undervejs.
Tilsæt hakket kød og krydr med salt, peber og evt. chiliflager. Giv kødet 5 minutter ved 180 grader og hak kødet fra hinanden og rør undervejs.
Tilsæt spidskål, gulerødder, soya og rør det godt sammen. Giv fyldet 5 minutter ved 180 grader, rør en enkelt gang undervejs. Smag evt. til med lidt ekstra salt og peber.
Smelt smørret og hav det klar i en kop/skål med en pensel
Åben pakken med filodejen og del den i firkanter, ca. 15 x 15 cm. Vend en firkant med spidsen mod dig selv og læg lidt fyld på, ca. 2 spsk. Læg spidsen af firkanten ind over fyldet og rul ind mod midten (væk fra dig selv). Fold herefter sidernes spidser ind over og rul forårsrullen færdig. Giv den sidste spids lidt smør og vend sammenføjningen nedad. Gentag indtil fyldet er brugt op.
Læg ca. halvdelen af forårsrullerne i airfryer kurven med bagepapir eller i airfryer bagepanden. Pensl dem med smør. Giv forårsrullerne 6 minutter ved 200 grader, vend dem og pensl igen med smør og giv de sidste 5 minutter. Tilbered resten af forårsrullerne på samme måde.
Serveres med soya og måske lidt ekstra rå revet spidskål og gulerodsstave.
Tilberedt i Philips XL
Kan jeg komme bagepapir i min airfryer?
Det kan du sagtens, bare sørg for at der ligger noget ovenpå, så ikke det flyver/suges op i varmelegemet
Med venlig hilsen
Britt
airfryeropskrifter.dk
Kan de rå forårsruller fryses og siden tilberedes fra frossen tilstand ?
Hej,
Hvis du bruger filodej fra frost, tror jeg ikke det er en god ide at fryse dem ned. Filodej er tørt og skrøbeligt og tror ikke en genfrysning af dejen vil gøre noget godt for forårsrullen.
Mange hilsner,
Britt