Fyldte søde kartofler med BBQ kylling, baconknuder, cheddar og forårsløg
4 personer
Ingredienser:
2 søde kartofler, mellemstore
2 stykker kyllingebryst filet, ca. 450 gram i alt
Olie
Salt og peber
2 spsk. BBQ sauce
8 skiver bacon
1 dl cremefraiche
100 gram cheddar
Peber
4 forårsløg
Fremgangsmåde:
Skrub de søde kartofler rene og prik dem med en gaffel. Læg kartoflerne i airfryer kurven eller airfryer bage panden og giv dem 25 minutter ved 180 grader.
Spray kyllingebrysterne med olie og krydr med salt og peber. Læg dem på bagepapir og læg dem sammen med kartoflerne og giv det hele 10 minutter ved 180 grader. Vend kyllingebrysterne og giv det hele 10 minutter mere. Lad kyllingebrysterne hvile ca. 5 minutter og brug 2 gafler til at trevle kyllingekødet. Rør BBQ sauce i kyllingekødet.
Slå en knude på hvert stykke bacon og læg dem i airfryer kurven med bagepapir eller airfryer bage panden. Giv dem ca. 7 minutter ved 180 grader og læg dem herefter på fedtsugende papir.
Bland cremefraiche med cheddar og peber i en skål.
Halver de søde kartofler på langs og lav en lomme i hver halvdel ved at presse kartoffelkødet lidt ud til hver side. Fordel kyllingekødet i de 4 halve kartofler og kom herefter cremefraiche blandingen ovenpå. Læg kartoflerne i airfryer kurven eller airfryer bage panden og giv dem 4 – 5 minutter ved 180 grader.
Pynt kartoflerne med forårsløg i skiver og læg 2 bacon knuder på hver og server.