Farsbrød med bacon (forloren hare) på bund af sprøde rodfrugter og kartofler
Til 3 personer
Ingredienser:
500 gram hakket kalv og svinekød
1 tsk. groft salt
1 løg
1 fed hvidløg
1 håndfuld frisk persille
2 spsk. rasp
½ spsk. timian
½ spsk. basilikum
Peber
1 æg
1 pakke bacon i skiver
–
4 mellemstore kartofler
3 gulerødder
2 rødbeder
3 pastinak
Olie
1 spsk. timian
salt
Frisk persille til servering
–
Fremgangsmåde:
Rør det hakkede kød med salt. Pres hvidløg, hak løg og persille fint og bland det i farsen. Tilsæt rasp, æg, timian, basilikum og peber. Rør farsen godt sammen, man kan med fordel bruge en foodprocessor. Stil farsen på køl, mens grøntsagerne gøres klar.
Skræl kartofler og rodfrugter. Skær det hele i ca. 7 mm skiver. Bland grøntsagerne med lidt olie, timian og salt.
Gør hænderne fugtige og form et aflangt farsbrød, som kan være i airfryer kurven. Vikl alle baconskiverne omkring og sørg for at enderne foldes ind under farsbrødet.
Læg grøntsagerne i airfryer kurven og placer farsbrødet ovenpå.
Indstil airfryeren på 180 grader og giv 30 minutter. Tag farsbrødet ud, omarranger grøntsagerne og læg farsbrødet ovenpå igen med den anden side op. Giv de sidste 15 minutter.
Server farsbrødet i skiver med de sprøde kartofler og rodfrugter med lidt frisk persille
Denne opskrift er det kun en airfryer med 1 skuffe, hvad hvis man har 2 ?
Så tilbereder du det bare i den ene skuffe. Alternativt kan du tilberede farsbrødet i den ene skuffe og rodfrugterne i den anden.
Mange hilsner,
Britt
Hej Britt.
Så fik jeg endelig min første airfryer en Masterchef…. Mit første forsøg skal være din opskrift på forloren hare – bare for at vise familien at det godt kan blive lækkert uden al den fedtstof mm. Men hvordan med væden til sovs ?
Hilsen Helle
Hej Helle,
Nu kender jeg ikke den airfryer og ved om det er en skuffemodel eller en airfryer ovn. Men ved skuffemodel kan du komme lidt væde i bunden af selve beholderen, som kan bruges til sauce. Hvis det er en ovn model kan du komme væden i en opsamlingsbakke eller skål/fad, som sættes under ovnristen.
Rigtig god fornøjelse!
Mange hilsner,
Britt