Panerede koteletter med lynsyltede rødløg og grillet græskar
Til 2 personer
Ingredienser:
2 koteletter uden ben, ca. 340 gram
1 pisket æg
Mel
Panko rasp
Salt og peber
Olie
1 hokkaido græskar, økologisk
2 spsk. olivenolie
En lille håndfuld solsikkekerner
Salt
Evt. knust tørret chili
Lynsyltede rødløg – kun 15 minutter
2 dl. eddike
2 tsk. fint salt
2 tsk. rørsukker/sukker
1 stort rødløg eller 2 små
Lidt vand
Evt. anden krydring som knust sort peber,citronskal, chili, dild osv.
Fremgangsmåde:
Put eddike, salt og sukker i et mindre meget rent glas med skruelåg og ryst det hele grundigt sammen (hvis du vil gemme dine rødløg i mere end et døgn er det en god ide at skolde både glas og låg med kogende vand). Skræl og halver rødløget og skær det herefter ud i tynde skiver. Læg skiverne ned i lagen sammen med eventuel krydring. Hæld en lille smule koldt vand ved, ryst glasset og stil det i køleskabet. Kan bruges efter 15 minutter, men har kun godt af at stå lidt længere. Tip! Hvis løgene trækker til dagen efter bliver de flotte lyserøde.
Vask græskarret på ydersiden og halver det. Rens det for kerner (kernerne kan gemmes og ristes) og skær det i 0,5 cm skiver (lad skrællen blive på). Læg dem i en pose og kom olie, solsikkekerner, salt og evt. chili ved. Ryst posen, så det hele blandes godt. Kom græskar stykkerne i airfryer kurven og giv dem ca. 15 minutter ved 200 grader. Ryst kurven halvvejs.
Vend imens koteletterne i mel, æg og panko rasp i nævnte rækkefølge. Krydr dem med salt og peber og spray med lidt olie. Når græskar stykkerne er færdige opvarmes airfryeren igen til 200 grader og koteletterne lægges i airfryer kurven eller airfryer bagepanden. Giv dem 7 minutter. Vend koteletterne, krydr med salt og peber, spray med olie og giv de sidste 6 minutter.
Mens koteletterne hviler et par minutter varmes græskar skiverne op i et par minutter i airfryeren ved 180 grader.
Server koteletterne med de syltede rødløg, grillet græskar skiver og evt. lidt chili aioli
Hej,
Super god side du har.
Ved du om man kan tilberede steak, eller en kotelet i selve kurven på air fryer? Eller kræver det at man tilkøber en grillpande?
Vh Thilde
Mange tak skal du have!
Du kan sagtens tilberede steak, koteletter, kylling osv. direkte i airfryer kurven.
God fornøjelse!
Mange hilsner,
Britt
🙂 Tak for hurtigt respons.
Så skal jeg da have en kotelet til morgenmad. 🙂