Påske småkager – påskehare med lakrids mandelæg
Til ca. 12 styk
Ingredienser:
100 gram hvedemel
30 gram sukker
30 gram smør
1 lille æg
½ tsk. bagepulver
½ spsk. vaniljepulver
½ spsk. kakao
Knivspids salt
–
En pose mandelæg med lakrids
Små runde choko kugler til bagværk
–
Tilbehør: udstiksform med mand
Fremgangsmåde:
Bland alle de tørre ingredienser til kagedejen. Smelt smørret, pisk ægget og kom det i dejen. Brug en håndmixer til at blande dejen godt sammen. Læg dejen i en frostpose og læg den på køl i ca. 1 time (alternativt kan man lægge dejen i fryseren i ca. 20 minutter)
Brug et stykke bagepapir med lidt drysset mel på. Læg dejen på bagepapiret og læg et nyt stykke bagepapir ovenpå. Rul dejen ud mellem de to stykker bagepapir.
Udstik små mænd med en kage udstiksform. Vend herefter bagepapiret på hovedet, så benene herefter er harens ører. Læg et lakrids mandelæg på maven og fold armene indover. Tryk små choko kugler i som øjne og snude. Saml alle rester overskydende dej, udrul igen og udstik – indtil alt dejen er brugt op.
Læg et stykke bagepapir i bunden af airfryer kurven og læg forsigtigt småkagerne i airfryeren – det er bedst at bagepapiret sidder i spænd, så det ikke løfter sig under tilberedningen. På Philips XXL kan man klikke det i spænd mellem risten og kurven og klippe overskydende bagepapir væk underneden. Alternativt kan man bruge en doublelayer rack (stativ til madlavning i flere lag) til at holde papiret nede, som sættes på bagepapiret henover kagerne, når de er lagt i airfryer kurven.
Giv småkagerne 12 minutter ved 160 grader. Næste portion behøver kun 10 minutter, hvis airfryeren stadig er varm.
Lad småkagerne køle af og opbevar dem herefter i en lufttæt beholder.
Tilberedt i Philips XXL