Spidskål i karry med hakket oksekød, spinat, chili, ingefær og æbler
Til 4 personer
Ingredienser:
400 gram hakket oksekød, 3 – 7 % fedt
1 spsk. karry
2 spsk. olie
10 gram frisk ingefær
1 løg
½ tsk. stødt koriander
3 dl. vand
1 – 3 fed hvidløg (mængden afhænger af, hvor kraftig hvidløgssmag man ønsker – kan også undlades helt)
1 rød chili (kan undlades, hvis man ikke ønsker en stærk ret)
Salt og peber
½ spidskål
200 gram frisk spinat
1 – 2 æbler
Mangochutney
Ris
Fremgangsmåde:
Start med at skære æblerne i kvarte, behold skrællen på. Kom dem i airfryer kurven og giv dem 7 minutter ved 200 grader. Læg dem til side.
Svits karryen af i olie ved 180 grader i ca. 3 minutter i en airfryer beholder, der kan være i airfryer kurven. Tilsæt det hakkede oksekød og giv det 7 minutter. Rør og hak kødet fra hinanden nogle gange undervejs.
Skær løget i tynde skiver. Hak ingefær, hvidløg og chili fint og tilsæt det kødet. Kom vand og krydderier i. Giv det 10 minutter ved 180 grader, rør undervejs.
Snit i mellemtiden spidskålen fint og skyl og hak spinaten groft. Tilsæt spidskålen til kødet og giv det 8 minutter ved 180 grader, rør et par gange undervejs. Kom spinaten i og rør den godt rundt i blandingen. Giv yderligere et par minutter hvor spinaten vendes rundt og falder sammen.
Serveres med kogte ris, mangochutney og æblestykker. Hvis man vil portions anrette som vist på billedet, kan man trykke de kogte ris godt ned i en madring/udstikker, som let kan trækkes af igen.
Tilberedt i Philips XXL