Sommerdessert med jordbær, honningristede nødder og Dooley´s skum
Til 4 personer
Ingredienser:
1 bakke jordbær
–
50 gram havregryn
50 gram mandler
50 gram valnødder
½ tsk. kardemomme
½ tsk. kanel
½ tsk. vanilje
2 spsk. flydende honning
–
2½ dl piskefløde
30 ml Dooley´s Toffee creme likør
–
Fremgangsmåde:
Start med at forberede de honningristede nødder i god tid. Det kan sagtens gøres flere dage i forvejen, da de kan holde sig i omkring 3 uger i en lufttæt beholder.
Mandler og valnødder hakkes. Tilsæt havregryn, kardemomme, kanel og vanilje. Hæld blandingen i airfryere og fordel det flydende honning ovenpå. Giv blandingen 10 minutter ved 180 grader. Jeg stoppede efter et par minutter for at røre blandingen rundt med en silikone spartel for at fordele honningen. Hvis du har en airfryer med kraftig luftcirkulation, kan du tage airfryer kurven ud af airfryeren og komme blandingen direkte i bunden af airfryer beholderen. Sæt den tomme airfryer kurv i igen, så blandingen ligger nedenunder kurven. Det forhindrer, at blandingen flyver op i varmelegemet under tilberedning. Herefter kan man ryste blandingen et par gange undervejs. Hæld blandingen ud på et stykke bagepapir til afkøling.
Skyl og tag stilken af jordbærrene. Del dem alle i kvarte stykker.
Pisk fløden stiv og vend herefter Dooley´s likøren rundt i flødeskummet.
Anret desserten i glas ved at komme jordbær i bunden, så Dooley´s skum, honningristede nødder, jordbær, Dooley´s skum og til sidst resten af jordbærrene.
Serveres med det samme evt. med et glas is kølig Dooley´s til
Du kan bruge andre friske bær eller frugt til denne dessert